Enhedslisten foreslår at bringe Benediktehjemmets budget i balance.

For tiden er opmærksomheden rettemod forholdene på plejehjemmene. Især forholdene for mennesker med demens er genstand for kritik mange steder. Det skyldes udsendelsen ”Plejehjemmene bag facaden”, som dokumenterede forfærdelige eksempler på regulære omsorgssvigt.

I Fredensborg kommune har vi ikke tilstande som blev dokumenteret i både Århus og Randers kommuner. Men vore plejehjem er pressede økonomisk. Det er massivt behov for at få givet området et økonomisk løft, hvis vi skal undgå at havne i tilstande som er uværdige for beboerne.

Derfor hviler der et tungt ansvar på kommunalpolitikerne når der til efteråret forhandles budget for 2021.

Aktuelt er Benediktehjemmet klemt økonomisk. Det skyldes at man her har løst en svær plejeopgave som krævede ekstra ressourcer. Det fortjener personalet og ledelsen ros for at have håndteret med en faglighed som er meget høj.

I flere år har man forsøgt at indhente merforbruget uden held. Derfor fortjener Benediktehjemmet, at der skabes ro om deres budget, hvilket er grunden til at Enhedslisten forslår, at der gives en tillægsbevilling svarende til plejehjemmets merforbrug på den ekstraordinære opgave.

Forslaget har denne ordlyd:

Byrådet beslutter at afsætte 2 millioner kr. i 2020 til at imødegå et merforbrug på Benediktehjemmet som følge af de ekstraordinære plejekrævende opgaver.

Beløbet finansieres af budgetreserven.